Udformning af omslaget
Som bekendt bør man ikke bedømme en bog på dens udseende, men det er afgjort en god investering også at bruge en god portion arbejde og kreativitet på bogens omslag.
Du kan udarbejde et bogomslag med et hvilket som helst grafik- eller layoutprogram, i det omfang du kan overføre resultatet til et trykforlæg, der accepteres af BoD. Det er også muligt at anvende papirforlæg, der scannes ind af BoD.
Du skal først starte med udformningen af omslaget, når bogblokken er færdig, og du kender det præcise antal sider, da det er afgørende for bogryggens tykkelse. På de næste sider kan du foretage en præcis beregning af målene til hhv. paperback- og hardcoveromslag. Først lige et par vigtige ordforklaringer og anvisninger:
Bogryg
"Bogryg" er den smalle side af omslaget, man kan se, når bogen står i reolen. Det er meget vigtigt, at du ikke glemmer at sætte skrift på bogryggen, for ellers vil din bog nærmest være usynlig, når den står på hylden. Når du skal udforme bogryggen, skal du først have beregnet bogryggens bredde, som afhænger af bogens sideantal og papirtype.
Beskæringskant
Ved de fire ydersider på paperback-omslaget og på hardcoverudgavens smudsomslag skal du beregne en beskæringskant på mindst 5 mm (smudsomslag venstre og højre: 2 mm). Denne beskæringskant bliver ganske vist skåret væk efter indbindingen af bogen, men tjener alligevel et formål: Skulle det ske, at omslaget under indbindingen skulle glide en smule, vil der ikke fremkomme en synlig, hvid kant uden tryk.
Omslagskant
I forbindelse med udformningen af bogbindet, der ved hardcoverudgaver kacheres fast oven på permsiderne, skal der i stedet for en beskæringskant beregnes en omslagskant på 1,8 cm. Bogbindets omslagskant limes rundt om permsiderne og dækkes på indersiderne med forsatspapir.
Fals
Falsen i hardcoverudgavens permsider er billedligt talt indbindingens hængsler. Ved denne fordybning i begge sider af bogryggen bliver omslaget slået om. Når man beregner den samlede bredde af den forreste og bageste omslagsside, bør falsen dog beregnes særskilt ved udformningen af permsiderne. Skrift og illustrationer bør rykkes lige så langt væk fra falsområdet som fra den yderste kant. Det anbefales også at centrere mellem yderste kant og falskant i stedet for mellem yderste og inderste kant.
ISBN
Hvis du bruger et ISBN til din bog, skal det også være trykt på omslaget, som oftest nederst på bagsiden. Ved BoD Classic og BoD Comfort genereres og påtrykkes ud over et ISBN også en stregkode, så din bog uden problemer kan læses ved kasser med stregkodescanner. Til stregkoden skal der bruges en fri plads på ca. 3 x 4 cm på bagsiden. På grund af ISBN-bestemmelserne er fiktive forlagsnavne for øvrigt ikke tilladt på omslaget.
Farvemodus og opløsning
Hvis du ved udformningen af omslaget arbejder med et grafikprogram eller indarbejder farvede grafikker i omslaget, bedes du altid vælge farvemodus RGB og en opløsning på 300 dpi. Indstil ingen farveseparation. Du kan indsende omslagsforlæg lige som bogblokken som PDF- eller PostScript-fil, men også i filformatet TIF. Dette format kan vælges som udskriftsformat i alle gængse grafikprogrammer.












