Uafhængige forfattere bliver endnu stærkere på eReolen

28.06.2017

 

Udgivelsesplatformen for alle uafhængige forfattere BoD – Books on Demand tilbyder nu også deres forfattere udlån af e-bøger via eReolen. Det giver ikke alene de mange forfattere en ny mulighed for at nå endnu bredere ud med deres elektroniske udgivelser, samtidig kan brugerne af eReolen få adgang til en lang række interessante titler.

En ny aftale mellem selvudgivelsesplatformen BoD – Books on Demand – og eReolen, som er folkebibliotekernes tilbud af e-bøger og netlydbøger, bringer de uafhængige forfatteres udgivelser ud til en stor læserskare.

”For os er aftalen med eReolen en anerkendelse af, at der findes rigtig god kvalitet blandt selvudgivernes titler. Stadig flere titler får en lektørudtalelse fra Dansk Bibliotekscenters lektører, som har stor betydning for bibliotekernes indkøb af bøger,” siger Lisbeth Jensen, ansvarlig for BoD Danmark.

Dylan-fan, hobbykok eller bjergbestiger?
En række unikke BoD-titler er allerede blevet udvalgt til eReolens hylder, og lånerne kan glæde sig til bl.a. Jep Lofts eneste danske oversættelse af Bob Dylans sange ”Dylan på Dansk” eller bagebogen ”Fuldkornsbrød – bagning med bageferment” af Henning Güldenstein eller en af Bo Belvederes smukke bøger om bjergbestigning og turledelse.

Er man mere til en god krimi i sommerferien, finder man f.eks. også Gittemie Eriksens krimi ”Forsvundet” på eReolen.

”Uafhængige bogudgivelser er blevet en vigtig del af bogmarkedet de senere år. Det er med til at demokratisere og berige bogmarkedet med en stor titelrigdom. Vi er rigtig glade for samarbejdet og for på den måde at bidrage til bibliotekernes mål om at være et informations- og læringssted for borgerne,” understreger Lisbeth Jensen.

BoD's forfattere bestemmer selv, om deres udgivelser skal være tilgængelige for udlån.

Hvis man er registreret låner på et folkebibliotek, kan man også låne udgivelser på eReolen, herunder en lang række titler fra BoD.

Læs mere om her:

BoD-titler på eReolen 

Jep Loft og Dylan på dansk

Gittemie Eriksen


Om BoD:
BoD™ (Books on Demand) er førende på det europæiske marked inden for digital bogudgivelse og pionérplatformen for selvudgivelse. BoD har siden 1997 fungeret som erfaren samarbejdspartner for mere end 30.000 forfattere og 2.000 forlag og stedet, hvor man udgiver bøger og e-bøger fra ét eksemplar ad gangen. BoD tilbyder sine kunder en professionel løsning, der omfatter både produktion og salg af bøger og e-bøger. Kunderne får adgang til verdens største salgsnetværk, som omfatter onlineforhandlere og den fysiske boghandel. Forfatterne bestemmer selv indhold, layout, form og pris og udgiver deres bog uden risiko og uafhængigt af forlagene. BoD tilbyder professionel hjælp og rådgivning efter behov. Yderligere informationer på www.bod.dk. 

Pressekontakt:
BoD - Books on Demand
Lisbeth Jensen
Tlf. 80 88 57 62 eller 33 37 87 77
lisbeth.jensen@bod.dk
www.bod.dk

myBoD-LOGIN.