Her vil ties, her vil bies

Af KRISTIAN ØSTERGAARD
"Niels Thomsen skriver i forordet til sin lille bog om Brorsons salmer, at han som ung præst ofte hørte sine ældre kolleger bedyre, at de med årene foretrak den ripensiske biskop frem for Kingo og Grundtvig.
Niels Thomsen, 79 år, genkender den udvikling hos sig selv, og det hænger sammen med, at Brorsons salmer koncentrer sig om forholdet til Gud. " Den koncentration får Brorson plads til,
fordi han ikke bestræber sig på at synge om samfundet og verden og ansvaret for næsten." I det sidste vers af " Den yndigste rose er funden" skriver Brorson (1694-1764), der blev hjemsøgt af den ene tragedie efter den anden, at selv om tornene river og nager, så vil han aldrig miste sin rose. Rosen er nemlig Kristus. " Juleglæden bliver uddybet, og vi lærer, at glæden lever også i smerten," skriver Thomsen præcist.
For Brorson havde hægtet sig på tidens herskende konjunktur - pietismen - der kunne få det til at lyse, hvor mørket ellers ville sænke sig. "Når hjertet sidder mest beklemt, da bliver frydens harpe stemt, at den kan bedre klinge," som det hedder i en anden julesalme. Thomsen konkluderer, at Brorson" kender en frihed, der overgår, hvad moderniteten kender, og som gav plads for den store glæde midt i en verden med vanskeligheder, smerte og sorg".
Brorson forfattede nogle af sine største digte på dødslejet. De blev siden udgivet under titlen " Svane-sang". Det hedder sig, at svanen synger særligt smukt, lige inden den dør. Og Thomsen fremdrager i den sammenhæng " Her vil ties, her vil
bies", hvor Brorson trækker på fortællingen om Noa, som ikke anede, om der efter syndfloden var noget sted, han kunne gå i land. Derfor sendte Noa en due ud.
" Kom min due, lad dig skue,/ lad dig skue med olieblad!/ Se! nu er stunden næsten
oprunden" En ny verden skal opstå efter syndfloden, og dermed handler " Her vil ties, her vil bies" om frelsen, men Brorson understreger samtidig, at stunden ikke er oprunden. Vi er ikke i himlen endnu. Og Thomsen slutter sin bog af med at reflektere over, at det har været skik herhjemme at forkaste salmens pilgrimstone, fordi man i store dele af det 20. århundrede
hældte til en eksistentialistisk synsvinkel og betonede kristendommens betydning her og nu. Men som Thomsen indvender, giver en salme som " Her vil ties, her vil bies" jo netop mod og styrke til at leve en hverdag med sorger og glæder i visheden om, at stunden engang skal oprinde og evigheden indtræffe. Niels Thomsen understreger, at hans udvalg af salmer ikke er repræsentativt, men at de hører
til de mest sungne i de danske kirker. Der er dog nok en del af de 17 eksempler, som sjældent bliver sunget i dag, men Thomsen kan måske være en anledning til, at de igen bliver det, hvis bogen kommer i de rette pastorale hænder."