Den sidste gentleman

EN RIGTIG drengebog, der hørmer af hormoner og rigtigt krudt [...] Der bliver ikke holdt pauser undervejs, mens blodet flyder og springknivene funkler. Sproget læner sig op ad noir og ægte ridderlighed. Forfatteren kan sit kram. Han flytter såmænd blot et af de hæsblæsende spil fra computeren ud 'in real life'. Og det er meget nemt at dø.

Den sidste gentleman er en bog, der forløber i et hæsblæsende tempo. Genren er af samme skuffe som Sin City, selv om hovedpersonen Markus er meget langt fra at være en helt. Tværtimod er han lidt af en knudeknægt, der overhovedet ikke er kommet sig over brorens død, eller i stand til selv at få sit liv op at køre igen. Det ændrer sig meget pludseligt, da en blind date udvikler sig til blod, sex, tæsk og gedigen vold som vor mor lavede den. Sammen med Markus er pigen Liv, der er skyld i de fleste tæsk Markus får. Til gengæld er hun også en frelsende engel med et noget beskidt vingefang.

Ruben Greis gør det godt. Hans beskrivelse af de forskellige personer holder, og han er meget grafisk i sin måe at beskrive voldsscenerne på. Selv om der ikke er megen plads til den store, floromvundne metaforik i selve sætningerne, er sproget meget flydende og holder læseren fanget. At metaforerne er få, klæder fortællingen. Der er ingen skønhed eller kunstnerisk dybde, når en mand skyder efter dig, eller skærer lidt i dig for sjov skyld og narrestreger. Det er lige på og hårdt. Selv om billedsproget ikke er markant, udviser RG alligevel en god forståelse for sproget, og han bliver aldrig kedelig eller gentagende at høre på.

Underholdende actionfortælling, som med sine voldsomme optrin og sit gode sprog luner godt på den danske genrehimmel. En perfekt julegaveidé til dem, der tror, at det danske sprog ikke kan fortælle hårdkogte noir-historier.