I et tidligt kapitel af "Agricola" hævder Tacitus, at han ønsker at tale om årene under Domitian, Nerva og Trajan. I "Historiebøgerne" har omfanget ændret sig; Tacitus siger, at han vil beskæftige sig med Nerva og Trajans tidsalder på et senere tidspunkt. I stedet vil han dække perioden fra borgerkrigene i året for de fire kejsere og slutte med Flaviernes despotisme. Kun de første fire bøger og seksogtyve kapitler i den femte bog er overleveret og dækker året 69 og den første del af 70. Det antages, at værket er fortsat frem til Domitians død den 18. september 96. Den femte bog indeholder - som et forord til beretningen om Titus' undertrykkelse af det store jødiske oprør - en kort etnografisk undersøgelse af de gamle jøder, og er en uvurderlig fortegnelse over romernes holdninger til dem.
Tacitus var født i en provinsiel familie af ridderstanden, antagelig i det nordlige Italien eller det sydlige Gallien. Som ung mand studerede han retorik for at forberede sig på en karriere inden for jura og politik.
Da han var i 20'erne, giftede han sig med Julia Agricola, datter af Gnaeus Julius Agricola. Svigerfaderens bedrifter som guvernør i provinsen Britannien blev nøje dækket i hans værker, og det er tydeligt, at der var et godt forhold mellem de to.
Han begyndte sin politiske karriere i 81 som kvæstor. Derefter fortsatte han gennem cursus honorum og blev kendt som en dygtig taler og advokat. Det blev bemærket, at hans navn ikke passede særlig godt ("tacitus" betyder "stille").
Tacitus klarede sig gennem Domitians terrorvælde, antagelig fordi han gjorde tjeneste i provinserne fra ca. 89 til ca. 93 og derfor ikke kom direkte i vejen for kejseren. Han blev senator, og i 97 var han consul, som den første i sin familie. Samme år nåede han højden af sin berømmelse som taler med gravtalen for Verginius Rufus, en berømt soldat.
I 98 udgav han tre mindre værker og vendte derefter tilbage til sit virke som advokat. Sammen med Plinius den yngre vandt han i 100 sagen mod Marius Priscus, prokonsulen i provinsen Africa, som var tiltalt for korruption. Plinius berømmede nogen dage senere Tacitus' talekunst i et af sine breve (Brev II, 11). I 98 skriver han den først kendte omtale af Samerne (et folk han kaldte Fenni).
Han var derefter borte fra politikken i flere år og skrev sine to hovedværker, "Årbøgerne" og "Historiebøgerne". Så blev han civil guvernør i provinsen Asien i 112. Man antager, at han døde ca. 117.
Der findes endnu intet indhold under "Pressen skriver".