Un film di Luchino Visconti

ILDSJÆLEN Madeline Rundsten har skrevet en for alvor anderledes filmbog om husguden Luchino Visconti (1906-76). I fjor i Venedig præsenterer sig som en monografi, »den første samlede gennemgang på dansk om den store italienske film-, teater- og operainstruktør,« men udgør snarere en labyrint af korte tekster, indfald, udfald, anslag og betragtninger, nogle nye, andre af ældre dato, vildt uegale og hæmningsløst heltedyrkende.

Der tones rent flag fra begyndelsen. »Dette er intet forsøg på kretinsk kanonisering i stil med det sorte segments reaktionære, statsautoritære og smålige teater-kanontorden-reduktionismes smagsdommeri og idiotiske hitliste-ophørsudsalg,« skriver Rundsten med karakteristisk grasserende syntaks. Efter non sequitur -princippet zapper teksten fra anekdoter om Romansk Filmklub til rastløse læsninger af Visconti, garneret med tæpperuller af sniksnak, skråsikre smagsdomme og sidespark til snart sagt alle andre end mesteren. Eksempelvis får »Warhol-aben« Trier i forbifarten, hvad han fortjener.

Referencerammen er et autistisk selvhenvisende univers, som pr. definition er ufejlbarligt. Det er synd, for der er også værdifulde afsnit under camouflagen. Flere af Viscontis tekster citeres in toto, og konturerne af et levned markeres. Det er klart, at Rundsten elsker Viscontis film, og der er lagt omhu i monteringen af den excentriske collage, som tillige er smukt illustreret. Bogen er tænkt som en hyldest til Visconti i 100-året, men formen virker muligvis stik mod hensigten.

IFØLGE Madeline Rundsten er filmhistorie her til lands »afløst af en hat ved navn 'medievidenskab'.« Fra denne ødemark kommer, stærkt forsinket, kompendiet European Film and Media Culture , som faktisk er 2005-udgaven af Institut for Film- og Medievidenskabs årbog Northern Lights . 14 forskere belyser, hvordan nationale film- og tv-kulturer forrykker sig i en tid, hvor Europa udvides mod øst, og »transnationale formater« præger programlægningen.

Man kan følge Madeline Rundsten så langt, at lidenskab er en mangelvare i medievidenskaben. Mens fankulturen er vild med det hele, bruger filmkritikken ofte energi på at diskutere, om ægget eller hønen kom først. Den universitære forskning gør ingen af delene. Her nøjes man med at iagttage, hvilke muskler der trækker sig sammen, når passagen på uimodsigelig vis finder sted.

Madeline Rundsten gennemgår grundigt Viscontis liv og værk og giver foruden handlingsreferater af de enkelte film et væld af baggrundsoplysninger om deres tilblivelse inklusive mange tekniske detaljer og bringer også fyldige citater fra Viscontis egne skrifter og interview med de medvirkende.

’Visconti i fjor i Venedig’ er en smukt udstyret og nyttig bog, men også en bog, hvis meget personlige og til tider temmelig idiosynkratiske stil og synspunkter nok vil gøre den til ret anstrengende læsning for mange. Uden at man dog kan udelukke, at andre vil finde Rundstens tanker om cykliske elleveårsperioder som styrende princip i Viscontis liv og værk og hendes egne indflettede selvbiografiske betragtninger og overvejelser om kunst, æstetik, politik, psykologi og verden i almindelighed fascinerende.

Personligt vil jeg anbringe bogen i reolen med værker, som jeg ikke læser i større portioner, men slår op i for at finde konkrete oplysninger. Hver gang jeg gør det, vil jeg formentlig blive irriteret over den mangelfulde sproglige redaktion og korrekturlæsning.