Pigen fra månehøjen – en magisk fantasy-fortælling bliver til

Pigen fra månehøjen – en magisk fantasy-fortælling bliver til

Lene Krog er en lovende fantasyforfatter, som udgav romanen “Pigen fra Månehøjen” med BoD i 2017. Bogen fik en meget positiv modtagelse, ikke mindst en rigtig fin lektørudtalelse fra DBC. Her kan du læse forfatterens opskrift på den gode fantasy-fortælling samt hvordan hun greb markedsføringen an og endte med at indgå kontrakt med et forlag.

Vil du fortælle os, hvordan ideen til ”Pigen fra Månehøjen” opstod? Hvilken idé ligger bag dit bog-projekt?

Det er efterhånden ved at være en stak år siden, jeg begyndte at skrive på Pigen fra Månehøjen. Hvad der helt præcist udløste idéen, kan jeg faktisk ikke huske. Men jeg har altid været fascineret af det overnaturlige; især hekse og magi, og jeg mente, jeg langt om længe havde fundet min genre – nemlig fantasygenren. Jeg havde lyst til at prøve at skabe mit helt eget univers med historie, geografi, regering, teknologi, osv. Det er lidt af en mundfuld, og der er mange ting at holde styr på, når man bygger noget op helt fra bunden. Man har selvfølgelig fuldstændig frie tøjler, men det skal jo også gerne hænge sammen. Det var og er en udfordring, men en spændende og sjov udfordring.

Hvordan har du arbejdet med udvikle og beskrive det univers, som historien foregår i?

Jeg har fyldt rigtig mange notesbøger til mig selv for at kunne holde styr på det hele. Tegnet landkort, kronologiske oversigter, skrevet hele baghistorien ned, altså det, der ledte op til begivenhederne i Pigen fra Månehøjen. Gudinderne, magien, traditioner, stamtræer, geografiske afstande, rigtig mange ting, som måske ikke er direkte med i bogen, men som er nødvendige for mig at have med i baghovedet, når jeg skriver, for at få det hele til at hænge sammen.

Bild

Lene Krog

Er født i 1976. Udover at skrive arbejder hun som webredaktør. Hun fortæller derudover om sig selv, at hun er mor til "to menneskebørn og en kat, er introvert og akavet og elsker halstørklæder, kaffe og havudsigter".

Læs mere om Lene krog her: http://lenekrog.com/

Mange forfattere fortæller om hovedpersoner, der får eget liv – er det også tilfældet med Merian og Aia?

Det kan man godt sige, ja. Der har været tilfælde, hvor jeg har haft ret specifikke planer for både Merian og Aia, men da det så kom til stykket, så gik de i en hel anden retning, end jeg havde forestillet mig. Men det er altså ikke sådan, at de snakker til mig. De kan bare godt blive lidt stædige midt i skrivningen, og så bliver jeg nødt til at vurdere, hvad der vil ske, hvis jeg slipper tøjlerne og følger efter dem. Og sommetider åbner det op for nye muligheder, jeg ikke havde overvejet.

Kan du nævne noget specielt eller særligt inden for skriveprocessen som gjorde særligt indtryk på dig?

Det at blive nødt til at slette en hel masse tekst, man måske har brugt rigtig lang tid på at skrive, fordi det alligevel ikke passer ind i historien. Måske endda hele kapitler, der alligevel ikke fungerer. Jeg synes, jeg er blevet bedre til at give slip på det, der ikke fungerer.

Hvornår i processen begyndte du at gøre dig tanker om at markedsføre din bog?

Der er selvfølgelig ikke så meget at markedsføre, når man er et ukendt navn og ikke har produktet færdigt endnu. Men man kan prøve at skabe interesse, fx med en læseprøve fra Issuu – en kort online smagsprøve af ens bog. Jeg lavede en med de første 30 sider af Pigen fra Månehøjen. Og så fortalte jeg om min skriveproces på de sociale medier.

Du har gjort en aktiv indsats for at få en lektørudtalelse til din bog. Vil du fortælle, hvordan du gjorde?

Jeg skrev simpelthen til DBC for at høre, hvorfor min bog ikke havde fået en lektørudtalelse. I bund og grund var jeg og min bog for ukendte. Men hvis jeg havde nogle links til anmeldelser, ville de vurdere, om den måske alligevel skulle have en lektørudtalelse. Det havde jeg så ikke lige. Men jeg havde forsøgt at få nogle bogbloggere til at anmelde bogen. En enkelt havde meldt tilbage, at hun syntes, den lød spændende, men hun havde en del anmeldereksemplarer liggende, så der kunne godt gå lidt tid. Det var også fint. Jeg væbnede mig med tålmodighed. Og egentlig havde jeg accepteret, at bogen ikke ville få en lektørudtalelse. Men da så den her bogblogger havde fået læst Pigen fra Månehøjen og havde lagt sin anmeldelse ud på sin blog, sendte jeg fluks linket til DBC, også selvom det var flere måneder efter, jeg sidst havde været i kontakt med dem. Tre uger senere fik jeg at vide, at Pigen fra Månehøjen ville få en lektørudtalelse.

Hvordan har du derudover markedsført din bog?

Det har mest været på de sociale medier. Jeg har en Facebook-side og en Instagram-konto. Jeg er nok mest aktiv på Instagram. Jeg har også en hjemmeside, men den skal jeg blive bedre til at opdatere. Jeg har også, som nævnt, gjort brug af Issuu, jeg har afholdt konkurrencer, hvor man kunne vinde bogen, og i efteråret fik jeg stablet en mindre blog tour på benene med et par bogbloggere. Der blev bogen anmeldt, jeg blev interviewet, og jeg lavede et enkelt gæsteindlæg på en af bogbloggene. Det var en rigtig god oplevelse. Derudover meldte jeg bogen til BODs stand på Bogforum sidste år.

Kan du nævne noget specielt eller særligt inden for markedsføringen af din bog, som har gjort særligt indtryk på dig?

Samarbejdet med bogbloggerne. Det var så fedt, at de ville være med på min lille blog tour, og de var meget søde og fleksible og en fornøjelse at arbejde sammen med. Jeg håber, de vil være med på næste tour også for fortsættelsen af Pigen fra Månehøjen, og at andre måske også vil deltage.

Hvad er du mest stolt af ved din bog?

Det er en bedrift i sig selv at færdiggøre en bog, så det er jeg ret stolt af. Jeg bliver også rigtig glad, når folk fortæller mig, at de elsker historien, og at de glæder sig til fortsættelsen. Der var en, der fortalte mig, at hun havde drømt om Wallum (en by i historien). Når man kan påvirke folk sådan, så bliver man da lidt stolt, og man får virkelig lyst til at fortsætte med at skrive lige med det samme.

Du er med i juryen i Fantasyfestival og BoDs skrivekonkurrence. Hvad lægger du vægt på i en god fantasyhistorie?

Noget uforudsigeligt, tror jeg. Måske en twist som jeg slet ikke havde regnet med, men som jeg ville ønske, jeg selv havde fundet på. Derudover spændende karakterer, som man kan gå hele vejen rundt om. Og så troværdighed i det overnaturlige, det magiske, eventyret.

Pigen fra Månehøjen er første del af en serie på tre. Kan du sige noget om, hvornår næste bog i serien vil udkomme?

Nej. Jeg kunne selvfølgelig godt sætte en deadline og sige, at på den og den dato udkommer fortsættelsen. Men jeg kender også mig selv godt nok til at vide, at jeg ikke er særlig god til at overholde deadlines, som jeg sætter selv. Og lige nu er jeg ikke så langt i skrive-processen, at jeg har et nogenlunde overblik over, hvornår jeg er færdig. Jeg har også et såkaldt almindeligt fuldtidsjob at passe ved siden af. Men følg med på Facebook og Instagram – lige så snart jeg har nyt om en udgivelsesdato, vil det komme op der.


Opdaget af forlag

Siden dette interview fandt sted, har Lene Krog indgået kontrakt med forlaget Ulven og Uglen, som har specialiseret sig i udgivelse af Fantasy-litteratur. Forfatteren nævner, at hun gerne udelukkende vil koncentrere sig om at skrive sine bøger og derfor har valgt at sige ja til en kontrakt og udgive serien om "Pigen fra Månehøjen" hos et traditionelt forlag.