Bogsucces med networking

Bogsucces med networking

Simone Lemming Andersen har arbejdet med markedsføring og PR i mere end 20 år. Hun har udgivet 3 bøger om at netværke med BoD. Nu har et stort internationalt forlag fået øje på hendes talent. Læs her hendes opskrift på succesfuld bogmarkedsføring.

Spotlight | Lisbeth Jensen

Hvordan er du kommet til at skrive netop om dette emne? Arbejder du inden for det område, du skriver om? Hvilken idé ligger bag dine bøger?

Jeg har de sidste 10 år beskæftiget mig med networking og relationsskabelse. Så det, jeg skriver om, er en del af mit arbejde. Hele ideen med at skrive bøger var tænkt som et markedsføringsprojekt for mine foredrag.
Efter at have arbejdet professionelt med markedsføring og PR i mere end 20 år kan jeg konkludere, at bøger er den absolut bedste og billigste markedsføring, man kan lave for sig selv og sin passion. Men det kræver selvfølgelig noget strategisk tankegang omkring, hvordan man strukturerer og prioriterer indholdet af sin bog samt, hvordan man vælger at sende den ud på markedet.

Hvor lang tid gik der fra idéen til din første færdige bog blev udgivet? Hvor længe havde du allerede haft med tematikken at gøre, inden du skrev bogen?

Da jeg skrev den første bog, havde jeg arbejdet med emnet i 3-4 år. Den første bog i 2008 var jeg næsten et år om at skrive. Der var ikke mange selvudgivere på det tidspunkt, så jeg skulle virkelig prøve mig frem. Med de næste bøger tog jeg 3-4 uger ud af kalenderen og skrev dem færdige i en arbejdsgang. Markedsføringsprocessen forløber typisk over et halvt år.

Hvornår begyndte du at gøre dig tanker om at markedsføre din bog? Allerede imens den opstod eller først, da bogen var færdig?

Jeg har skrevet tre bøger på BoD, og ved de to sidste har jeg tænkt markedsføring, før jeg har tænkt indhold. Jeg bygger bogen op omkring en tematik, som jeg ved er aktuel i tiden, og som jeg kan sælge videre til journalisterne.
F.eks. i den seneste bog Networking – Tør du lade være? har jeg taget “tidsforbruget på netværk og networking” ind som omdrejningspunkt, hvilket gjorde det nemt at afsætte bogen efterfølgende. På den måde havde jeg også allerede temaet til mine opfølgende foredrag.

 

Bild

Forfatteren

Simone Lemming Andersen er journalist, cand. phil., forfatter og foredragsholder. Hun har tidligere arbejdet mange år i Danmarks Radio og bl.a. været talkshow-vært på mere end 50 direkte tv-udsendelser. Simone er specialist i networking og præsentationsteknikker og er indehaver af virksomheden Strategisk Kommunikation ApS.

Du kan læse mere om Simone og hendes virksomhed her

Hvordan planlægger man markedsføringen af en bog? Findes der en slags trylleformular, eller sker det meste af det tilfældigt?

Det er en god idé at tænke markedsføring ind fra start af, og man kan godt begynde at sprede sit budskab på de sociale medier i god tid, før bogen kommer ud. Ligeledes skal man mindst en måned før bogrelease igang med at kontakte journalister.

Hvilke tips eller råd om udgivelse og markedsføring ville du give andre forfattere?

Det hjælper ikke meget at skrive pressemeddelelser og sende dem ud til en stor mængde redaktioner. Man er nødt til at tage personlig kontakt til hver enkelt relevant redaktion og fodre dem med en dedikeret vinkel (historie), der passer til deres medie og målgruppe. Først da skiller du dig ud og får opmærksomhed. Min fjerde bog er på vej, og det bliver en international udgivelse på et stort engelsk forlag. Jeg kan nu konkludere, at mine tre udgivelser på BoD har været altafgørende for, at jeg har fået denne mulighed. Jeg hører IKKE til typen, der kunne drømme om at løbe fra forlag til forlag og tigge og be om at få lov til at udgive en bog – for så måske at få et afslag et halvt år efter. På den måde har BoD været guld for mig – og uden mine tre udgivelser på BoD, var jeg aldrig nået til min internationale udgivelse.