Smagen af fugl

"Smagen af Fugl" er Pia Ravn Jensens debutroman, som har fået gode anmeldelser og rigtig god modtagelse af læserne. Samtidig er Pia Ravn Jensens personlige…

Vil du fortælle os, hvordan ideen til ”Smagen af Fugl” opstod?

Ja, hvordan opstod ideen? På en måde kom beslutningen om at skrive en roman før selve ideen til indholdet. I et romanprojekt kunne jeg forene mine interesser for litteratur og sprog med min interesse for menneskets sind og livsvilkår.

Jeg havde ikke en fortælling som lå og boblede, og bare ventede på en lejlighed, til at komme ud. Det var snarere en masse ideer, der strittede i mange forskellige retninger, men da beslutningen om at skrive en roman var taget, fik jeg alligevel hurtigt kredset mig ind på, hvor mit brændstof lå, nemlig i min undren over mødre, der tilsyneladende ikke vil deres eget barn det bedste.
Udfra plottet begyndte jeg at skrive personerne og deres fortællinger frem. Der har været mange blindgyder og omveje undervejs, men plottet og slutningen på romanen har ligget ret fast under hele skriveprocessen.

Hvilken idé ligger bag dit bog-projekt?

Til at begynde med havde jeg en forestilling om, at min fortælling skulle være en slags opråb overfor holdningen om, at vi alle begynder livet foran den samme startlinje, og så gælder det ellers bare om at løbe hurtigst.

Så er det bare ærgerligt, hvis man ingen ben har! Altså en virkelig gammel traver om social arv, som jeg i et anfald af jeg-ved-ikke-hvad, håbede jeg kunne fortælle på en ny måde.

Efterhånden som fortællingen og personerne tog form fortonede opråbet sig, og blev til en anderledes lavmælt fremstilling af hovedpersonens stræben efter at finde fodfæste i tilværelsen. En fortælling om hvordan tråde fra barndommen og den tidlige ungdom spinder sig ind i voksenlivet. Det blev til en fortælling om relationer og skæbner, der flettes sammen og krydser hinanden.

Du er uddannet i dansk på universitetet. I hvor høj grad kan du bruge dit faglige kendskab til sproget og dine erfaringer fra undervisning i forhold til at arbejdet som forfatter?

Det er rigtigt, at jeg har læst dansk på Københavns universitet i nogle år, men jeg har ikke afsluttet uddannelsen, men jo; studierne og de mange år jeg underviste i dansk som andetsprog, har helt naturligt skærpet mit forhold til sprogets muligheder og begrænsninger.

Mere info:

“Smagen af Fugl” er Pia Ravn Jensens debutroman, og er udkommet på tryk, og som e-bog.”

“Smagen af Fugl” kan også lånes på eReolen.”

Jeg har nu hverken genlæst faglitteratur eller bevidst trukket på konkrete teorier i forbindelse med mit romanprojekt – alligevel er jeg ikke i tvivl om, at min studietids begejstring for især litterær analyse har haft indflydelse på udformningen af min debutroman.
Egentlig vil jeg fremhæve andre skønlitterære romaner, som det der har haft mest indflydelse på min skrivning; simpelthen at læse og reflektere over hvad og hvordan andre forfattere skriver og ikke mindst, hvorfor jeg kan, eller ikke kan, lide det skrevne og ja, så forsøgte jeg at skrive en roman, som jeg gerne selv ville læse.

Mange forfattere fortæller om hovedpersoner der får eget liv – er det også tilfældet med Marie?

Ja, selv om jeg i udgangspunktet skriver ud fra egne erfaringer, så kendte jeg til at begynde med, hverken min hovedperson, Marie, eller nogen af de andre personer i romanen, men efterhånden som skriveprocessen skred fremad fik Marie og de andre deres egen selvstændige personlighed; de begyndte at gøre og sige ting, som jeg ikke havde planlagt eller forsøgt at tænke frem.

Der er ikke noget hokuspokus over det og naturligvis ved jeg godt, at ordene jeg skriver, kommer fra mig.

Alligevel har jeg oplevet det som om, at det virkelig var Marie, der fandt på løgnen, der helt uforberedt kom ud af hendes mund, ligesom det var Maries mor, der helt impulsivt smed appelsiner og chokoladefrøer ud af vinduet, efter Maries faster … jeg har sågar oplevet, at få skæld ud af Marie.

Kan du nævne noget specielt eller særligt indenfor skriveprocessen, du ikke kommer til at glemme?

Det er første gang jeg har fordybet mig så meget og så længe i en fortælling, så det mest uforglemmelige er nok netop oplevelsen af, at de fiktive personer får deres eget liv – på en måde får de samme realitet i min bevidsthed, som mennesker jeg har mødt i virkeligheden, men som jeg ikke længere har kontakt til … det er lidt vildt, synes jeg.

Du har en, for en forfatter, udsædvanlig udfordring, da du ikke kan se din egen bog. Hvordan foregår din skrive- og redigeringsproces i praksis?

Nu er jeg jo heldigvis ikke helt blind, så faktisk kan jeg godt se min bog – jeg kan bare ikke læse den.

I forhold til at skrive og redigere en roman er computeren et fantastisk hjælpemiddel, hvor jeg både kan forstørre teksten og bruge talesyntese. Talesyntesen fungerer på den måde, at den læser den tekst højt, som jeg markerer.

Selv om jeg har mistet en del af synet, så er jeg stadigvæk ret visuel orienteret og tænker meget i billeder; jeg skriver mest ud fra mine egne forestillinger og erindringer om, hvordan noget ser ud, men af og til må jeg spørge andre om hvad man egentlig kan se, hvis man har sit fulde syn?

Hvor detaljeret kan man f.eks se et ansigt, hvis man sidder overfor hinanden eller på hvor lang afstand kan man genkende sin egen mor, hvis man møder hende på gaden.

Som tidligere nævnt læser jeg også en del romaner – det vil sige, at jeg lytter til lydbøger. Jeg er selvfølgelig glad for, at det er en mulighed, men det kan også godt ærgrer mig, at der kommer en stemme mellem teksten og mig.

Det er jo uundgåeligt, at tillægge stemmen og oplæsningen betydning, og det er ikke nødvendigvis de samme betydninger, jeg selv ville havde tillagt teksten, hvis jeg havde læst den ”med øjnene”.

Jeg vil nok betegne mig selv, som en grundig læser; jeg bestræber mig på at få det hele med, og kunne aldrig drømme om at skimme en tekst eller springe frem til slutningen.

Jeg kan godt lide en god historie, men ofte er det sproget, der afgør om jeg synes godt om en roman eller ej. Til gengæld kan jeg finde glæde i såvel et sprudlende og detaljerigt sprog, som et mere minimalistisk og betydningsmættet – det er muligvis derfor, at det tog mig så lang tid, at få skrevet mig ind på min egen fortæller-stemme.

Smagen af Fugl har et virkelig vellykket omslag – hvordan var processen omkring valg af omslag?

Titlen: “Smagen af Fugl” kom ret sent i skriveprocessen, men da den dukkede op følte jeg, at den var helt rigtig og i kølvandet på titlen opstod så ideen om ”noget med fjer”, og ja, så fandt Jan, min mand, en fin hvid fjer … lidt for fin og hvid, tænkte jeg.

Jeg krammede fjeren, tog en masse billeder, gik i photoshop og manipulerede med farver og detaljer. Jeg synes selv, at titlen og omslaget spiller godt sammen og omfavner fortællingen om Marie.

Mere info:

“Du kan møde Pia Ravn Jensen på Bogforum 2017 på BoD’s stand. Pia Ravn Jensen kommer på Bogforum kl. 17.00 – 18.00 lørdag d. 11. november 2017.”

“Du kan læse mere om BoD på Bogforum 2017 her.

Hvor lang tid gik der fra idéen til den færdige bog blev udgivet?

Der kom til at gå omkring syv år fra ide til det sidste punktum blev sat. Jeg har dog langtfra arbejdet med romanen i alle årene. I forbindelse med min nevøs alvorlige sygdom og hjertetransplantation lagde jeg romanprojektet helt på hylden i tre år. Senere har andre forhold i livet fået mig til at lægge projektet væk i længere perioder.

Trods de årelange pauser undervejs, så vil jeg alligevel tro, at jeg har arbejdet to-tre år med selve skriveprocessen.

Herefter har jeg brugt omkring et år på at få den udgivet; kontakte forlag og vente på svar. Efter endnu et afslag fra et forlag, der heller ikke mente, at romanen passede ind i deres nuværende udgivelsesprofil, ja så gik jeg i gang med at undersøge hvilke muligheder der ellers var.

Jeg kendte egentlig ikke noget til print-on-demand, men det tiltalte mig, at jeg ikke risikerede at brænde inde med et lager af ikke-solgte romaner, og da jeg i flere sammenhænge læste, at andre havde haft positive erfaringer med BoD, så valgte jeg at få min roman udgivet der, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.


MERE INFO:
Pia Ravn Jensen bruger Facebook i sin strategi for markedsføring på social medier.Husk at du kan få speed coaching i markedsføring på sociale medier på BoD’s stand på Bogforum 2017. Du kan læse mere her.

Hvornår i processen begyndte du at gøre dig tanker om at markedsføre dine bøger?

 Som absolut uerfaren i forhold til bogudgivelser, så har jeg taget tingene i den rækkefølge de er dukket op.

Det var kun ganske kort før udgivelsen, at jeg fik oprettet en bogside på Facebook og en hjemmeside – her begyndte jeg også på bar bund, så der har været meget at sætte sig ind i, når man som jeg, ikke engang er fortrolig med Facebook til husbehov.Det var også først efter udgivelsen, at jeg fik lavet en pressemeddelelse, som jeg sendte til diverse dagblade, lokalaviser og bogbloggere – heldigvis har jeg fået god respons fra flere lokalaviser, ligesom flere bogbloggere har sagt ja til at anmelde romanen.

Hvordan har du planlagt markedsføringen af din bog?

Ja, som sagt har det været så som så med planlægningen, men efter udgivelsen besluttede jeg, at bruge min energi på at kontakte biblioteker og læsegrupper.

Trods velmenende råd om, at det er en god promoveringsstrategi, at være på flere forskellige digitale platforme, så har jeg valgt kun at fokusere på en hjemmeside og Facebook – hellere kunne følge med og få opdateret end at brede sig for meget; jeg synes selv, at det er ret trist, at havne på en hjemmeside, der ikke er blevet opdateret det sidste halve år.

Jeg forsøger også at nå ud til potentielle læsere, dels ved direkte henvendelse, opslag på biblioteker, konkurrencer på Facebook, og så har jeg tænkt mig, at deltage på BogForum 2017, hvor jeg deltager i Newpubs fællesstand med min egen stand søndag den 12. november.

Hvilke tips eller råd om udgivelse og markedsføring ville du give andre forfattere?

Det er lidt svært at give gode råd, når man selv er midt i processen. Jeg kunne selv have ønsket mig, at jeg havde været bedre forberedt, altså været lidt på forkant, men da jeg ingen erfaring havde vidste jeg jo knapt nok hvad jeg skulle være på forkant med.

Jeg kan dog godt anbefale, at man forsøger at få kontakt til nogen der har erfaring med selv- eller med udgivelse. Selv har jeg meldt mig ind i Facebookgruppen NewPub og det kan jeg anbefale; men igen var jeg lidt bagefter og har først fået overskud til at benytte mig af de mange erfaringer i gruppen efter jeg havde udgivet.

Kan du nævne noget specielt eller særligt indenfor markedsføringen af din bog, du ikke kommer til at glemme?

Selv om jeg har været spændt på de forskellige avisartikler, så må jeg nok indrømme, at det var den første anmeldelse af romanen, der for alvor gav mig hjertebanken og selv om den var positiv og anmelderen gav fire stjerner, så gik der lidt før det bundfældede sig.

Nu, hvor du har gjort dig erfaringen med at skrive en roman – har du så planer om at skrive flere bøger?

 Ja, jeg er allerede gået i gang med en ny roman, og jeg har helt sikkert gjort mig nogle skriveerfaringer, som jeg kan bruge, men jeg føler mig også absolut overbevist om, at jeg også denne gang, kommer til at sidde og rive mig selv i håret undervejs, og jeg tør absolut ikke spå om, hvor lang tid der vil gå før min næste roman ligger klar til at blive læst, men plottet er på plads, og jeg glæder mig til at få skrevet personerne og fortællingen frem.