Selvudgiverplatform opruster med flere forfatterfordele

2013-06-10

Efter otte år på det danske marked relancerer selvudgivelsesplatformen BoD nu sig selv med nye priser og avancer, der kommer forfatterne til gode.

Det danske marked for selvudgivelser har inden for de seneste par år oplevet en markant vækst, både i antallet af forfattere der ønsker at prøve kræfter med selvudgivelse, og i antallet af små selvudgivelsesforlag. Med mere end otte år på markedet hører BoD til blandt pionererne og er samtidig også den største selvudgivelsesplatform. Med en ny ledelse og optimering af en lang række processer er BoD nu klar med en relancering af sin produktpalette, som gør det endnu mere attraktivt for forfattere at udgive bøger på egen hånd.

- Vi har gennemført en omfattende analyse af markedet og blandt vores forfattere. Selvom prisen faktisk ikke er det afgørende kriterium, når en forfatter skal vælge selvudgivelsesplatform – kvalitet, pålidelighed, kundeservice og salgskanaler er mindst lige så vigtige – så har vi valgt at sænke prisen på vores hovedprodukt, BoD Classic, siger Anne Sofie Kirketerp fra BoD.

BoD Classic omfatter både trykservice, pdf-overførsel online, ISBN-nummer og konvertering til e-bog. Prisen sænkes fra 449 kr. til 299 kr.

50 pct. avance på e-bøger

Samtidig hæver BoD også avancen på e-bøger i alle salgskanaler, så forfatterne nu får 50 pct. af hver omsætningskrone på deres elektroniske udgivelser.

Siden lanceringen af e-bøger sidste år har 80 pct. af BoDs forfattere valgt også at udgive deres titler som e-bog. I dag udgør e-bogsomsætningen en tocifret procentdel af den samlede omsætning, hvilket er markant over niveauet for det samlede marked. Den store stigning og strammere processtyring gør, at BoD er i stand til at udbetale en markant højere avance.

- BoD har en høj score på alle de afgørende valgparametre. Vores samlede ydelse fra produktkvalitet til service og salgskanaler får meget fine ratings. Vi håber, at vi med den nye prisstruktur kan tiltrække endnu flere forfattere, som hos os både får en klassisk trykt bog, der kan trykkes i helt ned til ét eksemplar, og en e-bog, siger Anne Sofie Kirketerp.

I forbindelse med relanceringen reducerer BoD også kontraktperioden fra fem til to år. Dette er især for at imødekomme de forfattere, der skal lave deres første bogprojekt med BoD, og som kan have svært ved at overskue en længere bindingsperiode.

Om BoD

BoD™ (Books on Demand) er førende på det europæiske marked inden for digital bogproduktion. Den hastigt voksende virksomhed tilbyder med sin digitale publikationsplatform forlag, forfattere og andre content-udbydere professionelle ydelser inden for produktion af trykte bøger, e-bøger samt nationalt og internationalt salg. Med mere end 1.3 mio. printtitler og mere end 15.000 e-bøger til levering er virksomheden den førende udbyder af Publish on Demand-services i Danmark. BoD er aktiv i Tyskland, Danmark, Norge, Sverige, Finland, Frankrig, Østrig og Schweiz og udvider løbende sine internationale aktiviteter.

Kontakt Hanne Hyldborg, 29 69 42 10

myBoD-LOGIN.